I kender måske typen, der bare elsker gamle kultfilm, som ingen fatter, hvad handler om, eller som er filmet helt skørt. Påtaget typer! Mange af dem i hvert fald. De tre film, jeg vil præsenterer jer for, falder ikke ind under kategorien mærkelige kultfilm, selvom de er tudsegamle og mega hypet. De er alle spændende, fascinerende, flotte, medrivende og så er de instrueret af the one and only - Alfred Hitchcock. En af de mest kompetente instruktører, der har haft sin gang på denne jord.
Hitchcock var en særling. Og det er langt fra alle hans film, der er slået igennem, men de film, der slog igennem, er ganske enkelt milepæle i filmhistorien. Hitchcock var datidens trendsætter. Han gjorde brug af de nyeste filmteknikker, og han udfordrede samtiden på sin egen måde, selvom hans film ikke er overvejende politiske eller samfundskritiske. Han var ikke særlig køn at se på, og han døjede faktisk med en masse ekstra vægt, som fx gjorde, at han måtte nøjes med skrivebordsjob under krigen. Hans livshistorie har været rammen om motivet til mange af hans film, og der er også en lang række temaer, der går igen i filmene. Fx. bliver den mandlige hovedperson ofte beskyldt for en forbrydelse, han ikke har gjort, og han er ofte lidt af en pigeglad ungkarl, som har svært ved at leve inden for ægteskabets rammer. Derfor er han sjældent gift. Nogle gange har han været gift, og andre gange er han i et forhold, men kan ikke få sig selv til at tage det sidste skridt mod ægteskabet.
Kvinden derimod bliver skildret helt anderledes. Det hænger selvfølgelig sammen med samtidens kvindesyn, men bestemt også Hithcocks eget syn på kvinder og kærlighed generelt. Som ofte er den kvindelige hovedrolle gudesmuk og lyshåret, se bare på Grace Kelly, og så er hun totalt underdanig i forhold til manden. Kvinden skal reddes, og ikke nok med det, så forelsker hun sig altid hovedkuls i den mandlige hovedrolle, som altid har flere kvindelige bedårer. Han behøver nærmest kun at smile til hende, før hun er klar til at hoppe i kanen med ham. Men vejen til den store kærlighed er aldrig nem. Hovedpersonerne bliver altid udsat for diverse prøvelser inden, de kan giver sig hen til hinanden.
Nå, indlægget skulle egentligt ikke handle om Hitchcock generelt, så lad mig komme til pointen med det hele - mine tre Hitchcock yndlingsfilm. Manden, som er bedst kendt for Psycho, men som har så meget andet, og bedre, at byde på.
Rear Window - Skjulte øjne (1954)
Jeff (James Stewart) er fotograf for en avis i New York. Han er modig, og han går langt for at fange det perfekte billede til avisen. Dette resulterer i, at han ender med et brækket ben og derfor er spærret inde i sin lejlighed i flere uger. Han er vant til en hektisk hverdag, og altså keder han sig noget så grusomt hjemme i lejligheden. Dagene går med besøg fra en sygeplejerske, og måske kigger den yderst sensuelle kæreste, Lisa, også forbi (Grace Kelly). Ellers sidder han bare i sin kørestol og stirrer ud af vinduet og ind på de andre beboere i de lejligheder, han deler baggård med. Det drejer sig blandt andet om en smuk danser, som jævnligt har besøg af mænd, en utrolig ensom kvinde, der aldrig har besøg af mænd, et nygift par, der sover ude på altanen, en klaverspiller, der ofte holder fester og så er der en mand, hvis kone er meget syg og sengeliggende, og det er denne lejlighed, der fanger Jeffs øje mest. Han er sikker på at manden ikke har rent mel i posen. En dag ligger konen ikke længere i sin seng, og så går konspirationsteorierne ellers i gang i Jeffs hoved. Har manden slået sin kone ihjel, eller prøver Jeff blot at skabe sin egen form for drama i en kedelige og monoton hverdag?
'Rear Window' er mere end blot en historie om et muligt mord. Det er samtidig en rigtig fin kærlighedshistorie. Ikke kun Jeff og Lisas, men alle beboernes historie, som nærmest bliver fremført som et skuespil med publikum og Jeff på forreste række. Det er underholdende at gætte med på, sammen med Jeff, hvorfor Miss Lonelyhearts er så ensom, og hvordan livet for den mandeglade danserinde kommer til at udarte sig.
Hele handlingen udspiller sig i Jeffs lejlighed. Vi kan se præcis det samme som Jeff, hverken mere eller mindre. Og det fremragende, hvordan Hitchcock formår at holde spændingen, og filmens intensitet på baggrund af dette. Kameraføringen er perfekt, dialogerne er interessante og billederne er knivskarpe - fra et 50'er perspektiv, altså. Hvis man har kendskab til Hitchcock, kan man nok godt regne ud, hvordan historien forløber, og hvordan den ender, men det er stadig en forrygende god film, og, efter min mening, Hitchcocks mest vellykkede film. Jeg er vild med den.
Vertigo - En kvinde skygges (1958)
John (James Stewart, igen) vælger at gå på pension, da han, efter en kollega falder ned fra et tag, finder ud af, at han lider af højdeskræk. En gammel ven hører om Johns nuværende arbejdssituation og vil derfor gerne hyre ham til at skygge sin kone (Kim Novak). Ikke fordi han er bange for, at hun laver ballade på sidelinjen, men fordi han simpelthen er bange for, at hun begår selvmord. Han er nemlig overbevist om, at hun hjemsøges af et spøgelse - en slægtning til konen, som selv begik selvmord som ung. Efter lidt snak frem og tilbage påtager John sig opgaven, men konen er selvfølgelig billedskøn (og blond), så det ender selvsagt med, at John bliver smaskhamrende forelsket i hende. Det er dog ikke en almindelig forelskelse, men en mere mørk en af slagsen. Han ender derfor med at bliver sygeligt besat af hende i forsøget på at redde hende fra døden.
I 'Vertigo' præsenterer Hitchcock os for en anden kvindetype. Hun er stadig underdanig, og hun er stadig hjælpeløs, men samtidig er hun også iskold og ond. Plottet er indviklet, og forholdet mellem Stewart og Novak er så klamt og usmageligt, at filmen faktisk ikke var særlig populær, da den udkom. Den mandelig hovedrolle er også sårbar og langt fra uovervindelig, og det krævede mod både at lægge krop til sådan en rolle og til at udsende en så dyster film, men Hitchcock, som selv er kendt for at være en kølig type, udsendte den alligevel. Han har senere lavet en (unødvendig) epilog til filmen, hvori det bliver forklaret, at alle i filmen selvfølgelig fik som fortjent.
For mig er dette Hitchcocks mest intense og skræmmende film. Mere intens end 'Psysho' og 'Fuglene'. Han var en mester i at transformere menneskets psykologi til det store lærred - på en smuk og gribende måde. I filmen gør han blandt andet brug af en teknik, hvor han zoomer ind på kameraet imens kameraet føres tilbage. Dette får karakternes reaktioner og følelser til at stå snorlige.
North by Northwest - Menneskejagt (1959)
Roger O. Thornhill (Cary Grant) er en kæk, rap-i-replikken reklamemand med masser af succes. Alt kører på skinner indtil en dag, hvor Thornhill bliver forvekslet med FBI spionen George Kaplan af en udenlandske forbrydergruppe, som ikke vil ham noget godt. Oveni hatten bliver han også hængt op for mordet på en amerikansk diplomat, som han intet har med at gøre, og så jagten ellers ind på at fange Thornhill. Thornhill selv er på jagt efter Kaplan, da han er den eneste, der kan bevise hans uskyld. Undervej i jagten møder Thornhill den smukke blondine Eve (Eva Marie Saint), og de to forelsker sig hurtigt i hinanden. Eve ved dog ikke helt hvilket ben, hun skal stå på, så mens hun hjælper Thornhill med at undslippe politiet, hjælper hun også til med, at han bliver fanget igen. Hvordan skal det dog gå Roger O. Thornhill i kampen mod både røver og politi?
Scenerne i filmen er nøje udvalgt, og jagtens klimaks over Mount Rushmore er lige i øjet. Kameraføringen er intelligent, og jeg var meget imponeret i en del scener, selvom vi har med en gammel film at gøre. Specielt scenen, hvor Thornhill flygter fra FN bygningen, mens politiet stormer ind, er genial. Hitchcock leger med os, og han udlader dele af det spændende plot, indtil han begynder at stole på sit publikum.
Jeg synes, at 'North by Northwest' er Hitchcocks sjoveste film. Der er fart over feltet, og over dialogen. Den er tosset og flot på samme tid. Og der er nogle helt uforglemmelige billeder med i filmen. Det er helt sikkert en film, der henvender sig til et bredere publikum end mange andre af hans film. Næste gang du hører navnet 'North West', håber jeg, dine associationer flyder i en mere kulturel retning :-)
Det var lige tre film, som jeg mener, alle med interesse i filmhistorie burde se. De er skidegode, og ingen af dem er uforståelige, uden mening og platte kultfilm. Det er virkelig filmhistorie serveret på et sølvfad. Hvis du vil være med i min lille "filmklub", har jeg planer om at se 'Spartacus' og 'Lawrence of Arabia' næste gang. Og hvis du ikke allerede har set '2001: A Space Odyssey', kan jeg også anbefale den, omend den falder lidt mere over i kategorien 'Mærkelige kultfilm'. Until then //
